Norskejet tankskib angrebet af pirater ud for Yemen

Pirater har søndag angrebet et norskejet tankskib i Adenbugten ud for Yemen.

Det bekræfter rederiet Stolt-Nielsen overfor det norske netmedie VG.

Piraterne beskød skibet “Stolt Apal”, men opgav angrebet igen, da vagter om bord på tankskibet skød tilbage mod piraternes både.

Skuddene fra vagterne betød, at en af de to speedbåde, som de i alt seks pirater sejlede i, blev “sat ud af funktion”. Det skriver en talsmand fra rederiet i en e-mail til nyhedsbureauet Reuters.

Derpå fortrak piraterne.

– Et krigsskib fra koalitionen reagerede også, og “Stolt Apal” har genoptaget sin rejse, skriver talsmanden.

Det fremgår ikke, hvilken koalition der er tale om. Men kilder siger til Reuters, at skibet sejlede gennem en passage, hvor en international flådestyrke patruljerer på grund af den høje risiko for piratangreb.

Besætningen er ikke kommet noget til, men piraternes skud forårsagede mindre materielle skader på tankskibet.

Der var ingen nordmænd blandt besætningen, oplyser rederiet.

Skibet, der sejler under britisk flag, blev angrebet søndag eftermiddag omkring 75 sømil syd for Yemen.

/ritzau/