Israel Netanyahu præsenterer ny regering hvor magten deles

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har søndag præsenteret sin nye regering for parlamentet.

Det afslutter en over et år lang politisk krise i landet.

Men Netanyahu selv risikerer om en uge at blive stillet for en domstol anklaget for korruption.

Efter tre valg inden for et år er det lykkedes Netanyahu at indgå en magtdelingsregering med sin tidligere værste rival, Benny Gantz, fra partiet Blåt og Hvidt.

Netanyahu skal være premierminister det næste halvanden år, mens Gantz overtager posten i resten af perioden.

Netanyahu har nægtet at have begået noget ulovligt i de tre sager, hvor han er tiltalt for korruption.

Hvis han dømmes, vil han formentlig blive tvunget til at træde tilbage.

/ritzau/Reuters