Tusinder demonstrerer mod coronatiltag i Tyskland

Tusindvis af mennesker over hele Tyskland demonstrerede lørdag mod de tiltag, den tyske regering har indført under coronakrisen.

I mange tilfælde dukkede der langt flere demonstranter op, end politiet havde tilladt.

I München i det sydlige Tyskland ville mange flere demonstrere end de 1000 deltagere, myndighederne havde godkendt.

Politiet lod ikke flere end rundt regnet 1000 komme ind i et område ved Theresienwiese, der normalt er ramme for den store oktoberfest i München.

De øvrige demonstranter stillede sig på fortove i området, indtil politiet fjernede dem.

Ud over, at der var sat et loft på antallet af deltagere ved demonstrationerne, var der krav om, at folk skulle holde halvanden meters afstand til hinanden. De måtte ikke demonstrere mere end to timer af hensyn til smittefaren.

Ved tidligere demonstrationer har deltagerne set stort på krav om at holde afstand og spritte hænder af.

Også i en lang række andre byer var der demonstrationer. I hovedstaden Berlin var mindre grupper mødt frem på blandt andet Alexanderplatz. Her var der lørdag fire forskellige demonstrationer.

Her havde politiet kun tilladt 50 demonstranter af gangen.

Blandt demonstranterne var ansatte fra tyske rejsebureauer, der frygter for de økonomiske skader ved nedlukningen.

De fleste demonstrationer foregik fredeligt.

Men i Frankfurt havde politiet problemer med at holde demonstranter og moddemonstranter adskilt. På hver side var der omkring 1500 mennesker.

I de seneste uger har der været flere demonstrationer i Tyskland mod nedlukningen – også selv om reglerne er lempet nu.

/ritzau/dpa