Nye tal viser 28 døde i Sverige med coronavirus

Sverige har senest registreret 28 døde med coronavirus, oplyser den svenske sundhedsstyrelse lørdag.

Fredag var antallet 117 døde.

Det samlede dødstal i Sverige under coronakrisen er nu oppe på 3674.

Tallene, der opgøres i weekenden, er behæftet med nogen usikkerhed, gør den offentlige tv-kanal SVT opmærksom på.

Af de nye tal lørdag fremgår det, at antallet af folk, der bliver behandlet på intensivafdelinger i Sverige, er steget med 33 til 1833.

Til sammenligning har Statens Serum Institut i Danmark det seneste døgn registreret seks døde. Ingen er døde i Norge, og der meldes om 4 yderligere dødsfald i Finland, oplyser de to landes medier.

Men der er stadig en meget stor forskel på de tre lande og så Sverige.

Danmark, Norge og Finland har tilsammen 1056 døde under coronakrisen ifølge Johns Hopkins University i USA. Der bor i de tre lande tilsammen knap 17 millioner mennesker mod godt 10 millioner i Sverige, hvor altså 3674 er døde med sygdommen Covid-19.

Norges myndigheder kunne lørdag fastslå, at antallet af indlagte med Covid-19 er faldet til 52, skriver NTB. Her det samlede dødstal fortsat 232.

I Finland er der lørdag indlagt 120 personer med coronasygdommen. Heraf er 30 indlagt på intensivafdelinger. Det skriver Hufvudstadsbladet. Det samlede dødstal er 297.

/ritzau/