New York og nabostaterne gør klar til at genåbne strande

New York slutter sig til de delstater, der delvis genåbner strandene i næste weekend.

Det siger delstatens guvernør, Andrew Cuomo, fredag.

I næste weekend markerer amerikanerne Memorial Day til ære for de soldater, der er faldet i kamp. Det er samtidig den weekend, der for flere stater markerer sommerens begyndelse.

Ud over New York åbner også New Jersey, Connecticut og Delaware strandene delvist i weekenden den 23.-25. maj.

Men på trods af, at delstaternes indbyggere snart kan tage på stranden og visse regioner så småt er genåbnet, er andre tiltag forlænget til 28. maj i New York City, siger Cuomo.

Dermed skal newyorkerne blive hjemme i knap to uger mere, medmindre antallet af coronarelaterede dødsfald og indlæggelser falder til et niveau, hvor det er forsvarligt at genåbne, siger Cuomo ifølge nyhedsbureauet AFP.

Millionbyen er særdeles hårdt ramt af coronaudbruddet. Over 20.000 mennesker er døde, efter de var blevet smittet med coronavirus.

Når antallet af døde og smittede er faldet, kan visse butikker og andre virksomheder få lov at genåbne i anden fase.

Derpå følger restauranter, barer og hoteller i tredje fase, mens kulturlivet – herunder New Yorks berømte Broadway-teatre – kommer med i sidste fase.

I hele delstaten har der været 132 coronarelaterede dødsfald i det seneste døgn mod 157 et døgn forinden.

I de seneste tre dage har der været i gennemsnit 420 nye indlæggelser dagligt på et af New Yorks hospitaler, siger Cuomo. Men samlet set er antallet af indlagte faldende. Det var 6706 torsdag.

I fem tyndere befolkede regioner i delstaten er de tiltag, der er sat i værk for at begrænse coronasmitten, fredag blevet lempet.

Det samme er sket i tyndtbefolkede områder i delstaterne Virginia og Maryland.

/ritzau/Reuters