Italien vil sikre fri bevægelighed i landet fra 3. juni

I Italien, hvor det daglige dødstal i kortere tid har ligget omkring 200, er regeringen i gang med at færdiggøre et dekret, som nyhedsbureauet Reuters har set.

Her fremgår det, at italienerne fra 3. juni kan bevæge sig frit over hele landet.

Italien er efter Storbritannien det land i Europa, der har været hårdest ramt af coronakrisen med over 31.000 døde. Der bor i begge lande godt 60 millioner mennesker.

Under de nuværende regler skal alle borgere holde sig inden for deres egen region.

Nogle regioner vil allerede fra 18. maj tillade borgere at besøge andre regioner. Det fremgår af dekretet, som dog stadig kan nå at blive ændret.

I Spanien er antallet af døde med coronavirus i Spanien det seneste døgn steget med 138.

Det oplyser sundhedsministeriet i Madrid fredag ifølge avisen El Mundo.

Døgnet forinden var 217 registreret døde med Covid-19, som er sygdommen forårsaget af coronavirus.

Der er også en forholdsvis beskeden stigning i antallet af bekræftet smittede med 549 til sammenlagt 230.183.

På toppen af coronakrisen i Spanien i starten af april døde der dagligt over 900 mennesker med Covid-19.

27.459 er døde med sygdommen under epidemien. Det gør Spanien til et af de hårdest ramte i verden.

/ritzau/