Brasiliens sundhedsminister går af under coronakrise

Efter mindre end en måned på posten har Brasiliens sundhedsminister, Nelson Teich, fredag indgivet sin afskedsbegæring.

Det meddeler hans kontor fredag.

Hans afgang kommer på et tidspunkt, hvor coronakrisen er tiltagende i Brasilien, og landet betegnes som et nyt epicentrum for pandemien.

En kilde i ministeriet siger til nyhedsbureauet AFP, at Nelson Teichs tilgang “ikke er forenelig” med præsident Jair Bolsonaros tilgang til at bekæmpe smitten.

Bolsonaro har flere gange kritiseret de tiltag, som landets guvernører har indført for at inddæmme smitte. I stedet nedtoner han smitterisikoen og beder folk ignorere ordrerne om at blive hjemme.

I de seneste dage har præsidenten også været fortaler for, at man bruger hydroxyklorokin som behandling mod Covid-19. Det har Teich modsat sig.

De to har også været uenige om, hvor hurtigt man skal genåbne samfundet.

I sidste uge sagde ministeren, at han ikke blev taget med på råd, inden Bolsonaro gav ordre til at genåbne landets fitnesscentre, frisører og skønhedssaloner.

Nelson Teich er den anden sundhedsminister, der forlader regeringen under coronakrisen. Hans forgænger, Luiz Henrique Mandetta, forlod posten den 16. april efter flere sammenstød med Bolsonaro.

Brasilien har bekræftet over 206.000 tilfælde af smitte, hvilket svarer til knap én ud af tusind indbyggere. Lidt over 14.000 coronasmittede er døde, viste officielle tal torsdag.

Teich ventes at holde en pressekonference senere fredag, meddeler hans kontor.

/ritzau/Reuters