Vestlige aviser tvivler på Ruslands officielle dødstal

Lokale myndigheder i Rusland har ifølge The New York Times og The Financial Times måske i stort omfang underdrevet antallet af coronadødsfald i landet.

The New York Times citerer blandt andre den russiske forsker Tatjana N. Mikhailova, som anslår, at coronavirusset kan have kostet tre gange så mange liv, som myndighederne opgiver.

Rapporterne bliver nu undersøgt i Rusland.

The Financial Times har analyseret dødstallene i Sankt Petersborg, og avisen anslår, at Rusland kan have 70 procent flere coronadødsfald end opgivet.

Det russiske udenrigsministerium har reageret stærkt på påstandene fra de to ansete aviser, og betegner rapporterne som “misinformation”.

Talskvinden for udenrigsministeriet i Moskva, Maria Zakharova, siger, at de to aviser vil få et brev med krav om, at de trækker deres påstande tilbage om de høje dødstal i Rusland.

Ifølge de russiske sundhedsmyndigheder er omkring 250.000 russere bekræftet smittet med coronavirus. Af dem er 2305 døde.

Rusland har det næsthøjeste antal af coronavirustilfælde i verden, men det har registreret ti gange færre coronadødsfald end både Storbritannien, Frankrig, Italien og Spanien.

Kritikere siger, at de har svært ved at tro på, at Ruslands underfinansierede sundhedssystem klarer sig bedre end dem, der er i Vesteuropa og USA.

Myndighederne afviser påstande om, at de forfalsker de officielle tal. De siger, at de kun medregner de dødsfald, som er direkte forårsaget af coronavirus.

De russiske myndigheder henviser til, at pandemien kom forholdsvist sent til Rusland, som var i stand til at lære vesteuropæernes erfaringer under krisen.

/ritzau/AFP