Trump er uenig i toprådgivers advarsel: Det er uacceptabelt

USA’s præsident, Donald Trump, går onsdag lokal tid i rette med topsundhedsrådgiver Anthony Fauci efter advarsler til Kongressen.

Fauci besvarede dagen inden spørgsmål fra senatorer i sundhedsudvalget og kom med en advarsel om, at USA ikke burde genåbne for hurtigt.

Det kunne få “alvorlige følger”, lød det fra Fauci, der er direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme.

– I mine øjne er det ikke et acceptabelt svar, især ikke når det kommer til skoler, siger Trump ved et pressemøde i Det Hvide Hus.

Her opfordrer han til genåbning af skoler og virksomheder i delstaterne, som har indført en lang række karantænetiltag. Flere steder er man dog i gang med en gradvis genåbning.

Den tendens skal i Trumps øjne gerne fortsætte, og det er således kun ældre lærere “over en vis alder”, som ikke bør undervise, mener præsidenten.

– Jeg synes, at de bør slappe af et par uger endnu, siger Trump.

Præsidenten har tidligere fokuseret meget på landets stærke økonomi i forbindelse med præsidentvalget i november.

Fauci, som har været fortaler for de mange karantænetiltag, er blevet kritiseret af landets højrefløj, siden han kom med udtalelser, der har været i modstrid med Trumps.

I april delte Trump en anden persons opslag om at fyre Fauci på det sociale medie Twitter.

Det skete, efter at Fauci havde sagt, at der kunne være blevet reddet liv, hvis USA hurtigere var blevet lukket.

Det fik rygterne til at svirre om, at Faucis dage som toprådgiver kunne være talte. Men indtil nu har præsidenten holdt fast i, at de har et godt forhold.

– Anthony er en god person, en meget god person. Jeg har været uenig med ham, sagde Trump tidligere onsdag i et interview på tv-kanalen Fox Business Network og gentog sin opfordring om en genåbning af USA.

– Vi ønsker at gøre det på sikker vis, men vi ønsker også at gøre det så hurtigt som muligt. Vi må få åbnet. Jeg er helt uenig med ham i forhold til skoler, sagde Trump.

/ritzau/Reuters