EU-vaccinechef: Optimistisk set er coronavaccine klar om et år

I det mest optimistiske scenarie er en vaccine mod Covid-19, som er sygdommen forårsaget af coronavirus, godkendt om et års tid.

Sådan lyder vurderingen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Vurderingen er på baggrund af data fra de forsøg, som er i gang.

EMA’s chef for vacciner, Marco Cavaleri, siger, at han er skeptisk over for påstande om, at en vaccine kan være klar allerede i september.

Han påpeger, at det er en vaccine, som skal udvikles fra bunden. Men “hvis alt går efter planen”, kan en vaccine være klar til godkendelse om et års tid.

– Hvis vi kigger på det optimistisk, så er den klar et år fra nu. Så i begyndelsen af 2021, siger han ifølge Reuters.

Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University torsdag formiddag er 4.350.000 personer bekræftet smittet på verdensplan. Knap 300.000 dødsfald er bekræftet relateret til coronavirus.

/ritzau/