Vestager løfter pegefinger: Forbrugere har ret til refusion

Flere EU-lande har indført en praksis, hvor man i strid med EU-regler tillader rejseselskaber at tilbyde vouchers eller tilgodebeviser, når rejser aflyses på grund af coronavirus.

Disse lande har argumenteret for en ændring af EU-reglerne, men det er ikke en del af den plan, som EU-Kommissionen onsdag har lagt frem for turisme i Europa.

– Europæiske forbrugere har ret til refundering, hvis det er det, som de ønsker. Punktum, siger EU-kommissær Margrethe Vestager.

12 lande har handlet i strid med EU-reglerne, der sikrer forbrugere en ret til refusion. De har forsøgt at appellere til EU-Kommissionen om at fremsætte forslag om at suspendere forbrugernes ret. Det vil EU-Kommissionen ikke.

Kommissionen mener dog, at vouchers faktisk er en god idé. Det er de, fordi selskaberne lider. De har alvorlige likviditetsproblemer. Vouchers kan være en løsning, der giver dem noget tiltrængt luft.

Derfor anbefaler EU-Kommissionen, at man gør disse vouchers mere attraktive.

Det kan ske ved, at man gør dem fleksible. Og der kan ifølge Vestager gives ekstra tilbud til forbrugeren – oven i prisen for billetten.

Der sendes i dag eller i de kommende dage et brev ud til medlemslandene. Heri understreges det, at reglerne for refusion opretholdes, og landene opfordres til at indføre mere attraktive vouchers.

Vestager sagde tidligere onsdag, at brevene skulle ses som et første skridt i en sag om traktatbrud mod disse lande. Det var ikke tilfældet. Det bekræfter EU-Kommissionen – selv om disse lande bryder traktaten.

Transportkommissær Adina Valean forklarer, at disse breve skal ses som forsøg på at “opmuntre” disse lande til at følge reglerne og samtidig indrette bedre ordninger for vouchers.

Anbefalingerne fra EU-Kommissionen om vouchers er et godt skridt, mener Dansk Industri (DI).

– Det er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning for turismeerhvervet og for de mange kunders sikkerhed, siger Sune K. Jensen, som er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i DI.

Den europæiske forbrugerorganisation BEUC og nationale forbrugerorganisationer har den seneste tid lagt pres på EU-landene og EU-Kommissionen for at fastholde forbrugernes EU-sikrede ret til refundering.

/ritzau/