23-årig tiltales for brutalt drab på teenagekæreste i Sverige

En uhyggelig drabssag fra Sverige er onsdag nået et skridt videre, efter at der er rejst tiltale mod en formodet gerningsmand.

En 23-årig mand er således blevet tiltalt for at have dræbt og parteret sin daværende kæreste, den 17-årige Wilma Andersson.

Det oplyser kammeranklager Jim Westerberg onsdag på et pressemøde.

Wilma Andersson forsvandt i november for cirka et halvt år siden sporløst i den svenske by Uddevalla knap 100 kilometer nord for Göteborg.

Hundredvis af frivillige ledte efter hende i det hårde novembervejr.

Omkring to uger siden måtte de dog opgive håbet, da politiet fandt en kropsdel fra den svenske teenagepige.

Onsdag oplyser kammeranklager Jim Westerberg, at det var pigens hoved, man fandt. Det var pakket ind i sølvpapir og lagt i en kuffert.

I anklageskriftet mod den 23-årige mand lyder det, at han “fjernede hovedet fra Wilma Anderssons krop, pakkede det ned og gemte det i en kuffert” i hjemmet. Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

/ritzau/