WHO: Stor del af befolkningerne er i risiko for at blive smittet

Test for antistoffer viser, at i store dele af verden er det kun mellem en og ti procent af befolkningerne, som har udviklet antistoffer mod Covid-19.

– Vi har en lang vej at gå med dette virus, inden vi når flokimmunitet, hedder det i en udtalelse fra WHO’s epidemiolog Maria Van Kerkhove.

Tallene er baseret på test for antistoffer i både Europa, Asien og USA.

Da en tilsvarende optælling blev foretaget 20. april var andele af personer med antistoffer på mellem to og tre procent.

– Dette indikerer, at en stor del af befolkningerne stadig er i risiko for at blive smittet, fastslår Maria Van Kerkhove, som kommenterede tallene ved WHO’s pressekonference i Genève mandag.

Blodprøver fra 400 personer i Norge viste i sidste uge, at to ud af 100 personer har dannet antistoffer mod det nye coronavirus. Deltagerne i den norske undersøgelse var tilfældigt udvalgte – uden hensyntagen til om de har haft symptomer på sygdommen.

Blodprøvetest efter antistoffer adskiller sig fra virustesten, som tages med en vatpind i næse eller svælg.

WHO har indskærpet alle nationer til at udvise “ekstrem agtpågivenhed”, mens de begynder at lempe på de restriktioner, som de har indført mod pandemien.

For at der kan blive tale om flokimmunitet er det nødvendigt, at 60 procent af befolkningen er blevet immune efter smitte.

Fra forskere er der kommet modstridende meldinger om strategier med at få udviklet flokimmunitet.

Flere forskere har sagt, at det nye coronavirus kun kan medføre immunitet i op til et eller to år, da virus med stor sandsynlighed vil opføre sig ligesom andre coronavirusser såsom eksempelvis sars og mers i henholdsvis 2003 og 2012.

/ritzau/AFP