Trump afviser at ændre det mindste i handelsaftale med Kina

USA’s præsident, Donald Trump, afviser blankt at genforhandle den handelsaftale med Kina, som parterne underskrev i januar.

En kinesisk avis skrev mandag, at visse regeringsrådgivere i Beijing opfordrer til nye forhandlinger eller helt at annullere aftalen.

På et pressemøde mandag i Det Hvide Hus var Trump utvetydig, da han blev spurgt om muligheden for en genforhandling med Kina.

– Nej, overhovedet ikke. Ikke engang en lille smule, svarede Trump.

– Jeg er ikke interesseret. Vi har underskrevet en aftale. Jeg har også hørt, at de gerne vil genåbne handelssamtalen for at opnå en bedre aftale for dem.

Den kinesiske tabloidavis Global Times skrev mandag, at unavngivne rådgivere med indsigt i handelsforhandlingerne har foreslået, at den kinesiske regering skal undersøge muligheden for at gøre aftalen ugyldig og forhandle en ny aftale på plads, som bedre varetager Kinas interesser.

Aftalen, der blev underskrevet af de to lande i begyndelsen af året og som betegnes som fase ét, forpligter Kina til at øge sin import af amerikanske varer og serviceydelser med yderligere 200 milliarder dollar i løbet af to år.

Til gengæld skal USA i perioden gradvist tilbagerulle toldsatser på kinesiske varer.

USA har i adskillige år haft et stort underskud på handlen med Kina, og for at rette op på det insisterede Donald Trump på, at der skulle en ny aftale om samhandlen mellem verdens to største økonomier.

/ritzau/Reuters