Storbritannien har klart flest coronadødsfald i Europa

Storbritannien er det land i Europa, der har registreret klart flest coronarelaterede dødsfald.

Det viser officielle tal fra Storbritanniens Nationale Statistikkontor.

Af tallene, der er fremlagt tirsdag, fremgår det, at Storbritannien allerede i begyndelsen af maj rundede 38.000 coronadødsfald. Det er markant flere end Italien, der har næstflest døde i Europa.

I Italien er 30.739 coronasmittede personer bekræftet døde. Det viser den seneste opgørelse fra amerikanske Johns Hopkins University.

Tirsdagens fremlagte tal fra Storbritanniens Nationale Statistikkontor viser, at England og Wales allerede den 1. maj tilsammen havde 34.978 coronarelaterede dødsfald. Sammenlagt med tal fra Skotland og Nordirland lød dødstallet per 3. maj på 38.289.

Selv om det britiske tal klart overgår alle andre europæiske landes, så skal det samtidig tages med et forbehold. Der er nemlig stor forskel på, hvordan de forskellige lande opgør coronadødsfald.

Britiske ministre er ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke tilhængere af at udlede konklusioner af selve coronadødstallet.

De mener, at det er mere nøjagtigt at se på, hvor meget antallet af dødsfald af alle årsager ligger over gennemsnittet i forhold til andre år.

/ritzau/Reuters