Island vil lade besøgende vælge mellem test eller karantæne

Den islandske regering forventer at lempe restriktionerne for besøgende, der ankommer fra udlandet, senest 15. juni.

Det fremgår af en meddelelse fra Islands regering tirsdag.

Med planen, som stadig er under udarbejdelse af myndighederne, ventes det, at udlændinge ved indrejse får valget mellem at tage en test for coronavirus eller gå i to ugers karantæne, lyder det.

I øjeblikket skal alle – både udenlandske og islandske borgere – i 14 dages karantæne, når de kommer til landet.

– Selv om Island er en ø, har landet altid nydt godt af international handel og samarbejde. Med kun tre bekræftede tilfælde med coronavirus i maj er vi endnu en gang klar til forsigtigt at åbne vores døre til verden, siger Islands udenrigsminister, Guðlaugur Þór Þórðarson, i meddelelsen.

– Mens vi fortsat er forsigtige, er vi som land optimistiske omkring, at vi succesfuldt kan påbegyndte vores rejse tilbage til normalitet, tilføjer han.

/ritzau/