Ungarn kalder ambassadører til samtale efter kritik af landet

Ungarn indkalder mandag ambassadører for fem nordiske lande til samtale. Det sker, efter at landene har udtrykt deres bekymring over udviklingen i landet under coronakrisen i et brev til generalsekretær i Europarådet Marija Pejčinović Burić .

Det er udenrigsministre fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, som står bag brevet. Det blev skrevet på udenrigsminister Jeppe Kofods initiativ.

Søndag skrev den ungarske udenrigsminister, Peter Szijjarto, på Facebook, at landenes ambassadører “naturligvis” ville blive indkaldt til møde efter dette brev.

– Ungarn er en mere end tusind år gammel nation, som ikke beder om patetisk, hyklerisk værgemål.

– Det ungarske folk kan beslutte, hvad de vil, og hvad der er bedst for dem. Hverken den danske, islandske, finske, norske eller svenske udenrigsminister ved bedre, hvad der er godt for ungarerne, end de selv gør, skrev Szijjarto.

Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, fik i marts vedtaget en ny lov, som gør det muligt for regeringen at lede landet uden at spørge parlamentet.

Orbán kan lede per dekret, og der er ikke sat nogen slutdato på. Det er denne udvikling, som bekymrer de fem lande.

– Samarbejdet og betydningen af, at vi beskytter vores fælles, grundlæggende værdier står helt centralt, når vi sammen skal håndtere Covid-19-krisen, siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

Europarådet arbejder for at fremme demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet i Europa.

/ritzau/Reuters