Tysk ECB-medlem afviser tysk dom: Vi fortsætter opkøb

Det får ingen indflydelse på Den Europæiske Centralbanks (ECB) fortsatte brug af et omstridt opkøbsprogram, at en tysk forfatningsdomstol har erklæret det ulovligt.

Det er budskabet fra tyske Isabel Schnabel, som sidder i direktionen i ECB, til den italienske avis La Repubblica.

EU-Domstolen er tidligere nået frem til, at opkøbsprogrammet er lovligt.

– Alene EU-Domstolen har kompetence over ECB og bankens virke, siger Schnabel til avisen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

De problematiske opkøb gælder programmet PSPP, som er rettet mod “opkøb af værdipapirer udstedt af den offentlige sektor”.

Tyske klagere har fremført, at disse opkøb kan sidestilles med direkte finansiering af stater. Det mente den tyske domstol dog ikke.

Men den nåede frem til, at programmet blev anvendt ulovligt, og at Tyskland derfor skulle indstille deltagelsen, medmindre ECB inden for tre måneder kan gøre det lovligt. Eller bevise at det er lovligt.

Men den dom fra Karlsruhe vil ECB ikke lade sig påvirke af.

– Vi vil fortsat gøre brug af programmet for den offentlige sektor og det pandemiske nødprogram. Det gælder også vores andre pengepolitikker. Det sker i overensstemmelse med vores mandat, siger Schnabel.

Formanden for ECB, Christine Lagarde, har tidligere sagt det samme.

Søndag udtalte formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at det kan ende med, at man åbner en sag om traktatbrud mod Tyskland.

/ritzau/