Sverige registrerer 31 coronadødsfald det seneste døgn

Sverige har det seneste døgn registreret 31 døde med coronavirus.

Det oplyser landets sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, mandag eftermiddag på sit daglige pressemøde.

Mandagens tal er markant lavere end tallene for hverdagene i sidste uge. Her svingede antallet mellem 85 og 135 daglige coronadødsfald.

I weekenden var tallet lavere, men her skal der regnes med et betydeligt efterslæb på grund af forsinkelser i rapporteringerne.

I alt har 3256 coronasmittede personer mistet livet i Sverige.

/ritzau/