Seinfeld- og Kongen af Queens-skuespiller Jerry Stiller er død

Den amerikanske skuespiller og komiker Jerry Stiller, der blandt andet er kendt fra tv-serierne “Seinfeld” og “Kongen af Queens”, er død.

Det skriver hans søn, skuespilleren Ben Stiller, på Twitter.

– Jeg er trist over at fortælle, at min far, Jerry Stiller, er gået bort af naturlige årsager. Han var en fantastisk far og bedstefar og den mest dedikerede ægtemand for Anne i omkring 62 år.

– Han vil blive savnet stort. Elsker dig, far, skriver Ben Stiller

Jerry Stiller blev 92 år.

I tv-serien “Seinfeld”, der var yderst populær i 1990’erne, spillede Jerry Stiller rollen som Frank Constanza. Han er far til karakteren George Constanza, der er Jerry Seinfelds smålige og sarkastiske ven.

Efter succesen hos “Seinfeld” var Jerry Stiller blandt andet med i tv-serien “Kongen af Queens”. I serien bor han i kælderen hos sin datter, Carrie, og hendes ægtemand, Doug, der har hovedrollen.

Jerry Stiller blev gift med Anne Meara i 1954. De to udgjorde den populære komikerduo “Stiller & Meara” og var særligt populære i 1960’erne.

Anne Meara døde i 2015.

Jerry Stiller blev født den 8. juni 1927 i New York City.

/ritzau/