Over 80.000 personer i USA er døde af coronavirus

USA har mandag rundet over 80.000 coronarelaterede dødsfald.

Det skriver nyhedsbureauet AFP med henvisning til en opgørelse fra Johns Hopkins University, som sent mandag aften dansk tid har registreret 80.087 dødsfald.

Ingen andre lande er i nærheden af at være lige så hårdt som USA målt på antallet af dødstal. Storbritannien er nummer to på listen med lidt over 32.000 dødsfald.

Det globale dødstal lyder mandag aften på 284.883.

Fordelt på de amerikanske delstater har virusudbruddet kostet flest menneskeliv i New York med 26.682 døde. Derefter følger New Jersey med 9340 og Massachusetts med 4979.

/ritzau/