Medie: Mike Pence isolerer sig grundet smittet rådgiver

USA’s vicepræsident, Mike Pence, går i selvisolation, efter at hans presserådgiver er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser flere unavngivne kilder fra Det Hvide Hus i Washington D.C. til finansmediet Bloomberg.

I en periode vil Mike Pence dermed ikke være at finde i Det Hvide Hus.

Vicepræsidenten blev testet søndag lokal tid, men her viste prøven, at han ikke er smittet.

Mike Pence har selv valgt at isolere sig for en sikkerheds skyld.

Vicepræsidenten skulle have holdt møde med USA’s præsident, Donald Trump, lørdag lokal tid, men mødte ifølge Bloomberg ikke op.

Mike Pences presserådgiver, Katie Miller, blev testet positiv fredag. Hun er den førende talsmand for Det Hvide Hus’ hold, der håndterer coronavirusset, som Mike Pence står i spidsen for.

Kort før Katie Millers positive prøve blev et medlem af militæret, der arbejder som kammertjener for Donald Trump, testet positiv.

Samtidig er Katie Miller gift med en af Trumps tætteste rådgivere, Stephen Miller.

Lørdag sagde tre sundhedsfaglige nøglefolk fra Det Hvide Hus’ hold, at de går i karantæne.

Det drejer sig om Trumps topsundhedsrådgiver Anthony Fauci, der er direktør for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA, kommissær for USA’s fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) Stephen Hahn og Robert Redfield, som er direktør for USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

Tidligere søndag – før nyheden om Mike Pence – skrev det amerikanske medie The New York Times og nyhedsbureauet Reuters, at Det Hvide Hus ikke havde planer om holde Donald Trump og Mike Pence adskilt.

/ritzau/