Johnson råder briterne til at bruge masker i lukkede rum

Når flere gradvist begynder at vende tilbage til deres arbejde i Storbritannien, bør det ske med masker for ansigtet og næsen, når man opholder sig i lukkede rum.

Det anbefaler den britiske regering i en 51 sider lang plan for, hvordan samfundet skal lempe på de restriktioner, der er indført for at begrænse smitte med coronavirus.

– Dette er ikke en kortvarig krise, lyder det i rapporten.

– Det er sandsynligt, at Covid-19 vil cirkulere i befolkningen i lang tid og muligvis forårsage periodiske epidemier, lyder det videre.

Premierminister Boris Johnson fremlægger mandag eftermiddag planen for parlamentet. Derpå ventes han at holde pressekonference mandag aften.

Selv om der gradvist åbnes op nu, vil der dog “ikke være en hurtig tilbagevenden til normalitet”, skriver Johnson i forordet til regeringens rapport.

Han understreger, at det har højeste prioritet at redde liv.

Samtidig anerkender han det “usædvanlige offer”, det britiske folk har ydet ved i vid udstrækning at blive hjemme.

/ritzau/Reuters