Johnson råder briterne til at bruge masker i lukkede rum

Når flere gradvist begynder at vende tilbage til deres arbejde i Storbritannien, bør det ske med masker for ansigtet og næsen, når man opholder sig i lukkede rum.

Det anbefaler den britiske regering i en 51 sider lang plan for, hvordan samfundet skal lempe på de restriktioner, der er indført for at begrænse smitte med coronavirus.

Hvis det ikke er muligt at holde afstand til andre, bør man have maske på, anbefaler myndighederne.

– Dette er ikke en kortvarig krise, lyder det i rapporten.

– Det er sandsynligt, at Covid-19 vil cirkulere i befolkningen i lang tid og muligvis forårsage periodiske epidemier, lyder det videre.

Planen indeholder imidlertid ikke mange detaljer om, hvad arbejdsgivere skal gøre for at sørge for medarbejdernes sikkerhed, når flere virksomheder åbner igen.

Blandt de øvrige tiltag i planen er 14 dages karantæne for folk, der rejser ind i landet.

Mens genåbningen nu kommer gradvist, vil der være dele af landet, der skal være under nedlukning længere end andre dele.

Det siger premierminister Boris Johnson, der mandag eftermiddag fremlægger planen for parlamentet. Derpå ventes han at holde pressekonference mandag aften.

Selv om der gradvist åbnes op nu, vil der dog “ikke være en hurtig tilbagevenden til normalitet”, skriver Johnson i forordet til regeringens rapport.

Han understreger, at det har højeste prioritet at redde liv.

Samtidig anerkender Johnson det “usædvanlige offer”, det britiske folk har ydet ved i vid udstrækning at blive hjemme.

Anbefalingen om at blive hjemme vil fortsat være gældende i Skotland, siger den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon.

Hun tilføjer, at skotske myndigheder kun vil lempe en smule på tiltagene og lade folk gå ud for at få motion.

Mandag er der registreret yderligere 210 dødsfald i Storbritannien blandt personer smittet med coronavirus.

Dermed er det samlede dødstal oppe på 32.065. Det er det næsthøjeste antal coronadødsfald i Europa. På verdensplan er det kun overgået af USA.

/ritzau/Reuters