Dødstal stiger lidt mens Frankrig lemper på coronakarantæne

Frankrig begyndte mandag at lukke op igen efter knap to måneders skrappe tiltag mod coronavirus.

Samtidig melder det franske sundhedsministerium om en stigning i antallet af registrerede coronadødsfald.

I det seneste døgn er der meldt om 263 flere døde blandt de smittede på landets hospitaler og plejehjem. Det meddeler det franske sundhedsministerium mandag.

Det er højere end tallet for de seneste dage, men kan skyldes efterslæb i indberetningerne fra weekenden.

Frankrig har været lukket ned i 54 dage for at begrænse smittespredningen.

Da landet så småt åbnede igen mandag morgen, var det med billeder i medierne af overfyldte metrovogne i myldretiden i Paris.

De fyldte tog skyldtes forsinkelser på en metrolinje, så passagerer måtte vente op til 40 minutter på at komme med.

Arbejdsgiverne har stadig ordre på at lade så mange medarbejdere som muligt arbejde hjemmefra.

Franske myndigheder vil holde tæt øje med, hvordan antallet af nye smittetilfælde udvikler sig i den kommende tid.

Selv om der i nogle uger har været en støt nedadgående kurve i antallet af smittede og døde med coronavirus, advarer myndigheder om, at der er en reel risiko for endnu en smittebølge.

Derfor er blandt andet caféer og restauranter lukket noget tid endnu.

I forvejen er Frankrig et af de hårdest ramte lande med 26.643 døde blandt de coronasmittede.

I Tyskland har myndighederne meldt om en stigning i nye smittetilfælde, efter at man så småt er begyndt at lempe på tiltagene.

Sydkorea, som er et andet af de lande, der er begyndt at lempe på restriktionerne, har oplevet nye udbrud, der udspringer fra natklubber.

/ritzau/AFP