BBC: Briterne klar til at indføre nyt corona-alarmsystem

Premierminister Boris Johnson vil ifølge tv-stationen BBC fra søndag indføre et ny alarmsystem, som skal overvåge det nationale coronaudbrud i Storbritannien.

Systemet vil blandt andet vil kunne vise, hvor nedlukningen af samfundet kan lempes, rapporterer BBC.

Ifølge BBC vil systemet vise smitterisikoen, som vil blive rangeret på forskellige niveauer fra en til fem i henhold til nye data.

Den britiske boligminister, Robert Jenrick, siger søndag ifølge Reuters, at “for øjeblikket mener vi, at landet ligger på trusselsniveau 4 i forhold til corona på den nye skala, som går til 5 som det højeste”.

Johnson vil offentliggøre detaljer om det nye system i en tv-transmitteret tale til nationen klokken 19.00 søndag aften – klokken 20.00 dansk tid.

I talen ventes Johnson også at tale for en gradvis lempelse af de indførte restriktioner – men uden at nævne konkrete datoer for, hvornår ændringer vil finde sted.

“Vær på vagt, få virusset under kontrol og red liv”, lyder et nyt slagord, som han vil lancere ifølge BBC.

Vicesundhedsdirektøren hos de britiske sundhedsmyndigheder, Jonathan Van-Tam, sagde lørdag, at han var sikker på, at smittetrykket i landet nu er under 1.

Det betyder, at hver person, der er smittet med coronavirus, smitter under én person. Fortsætter denne udvikling, bliver smitteudbredelsen mindre og mindre.

Van-Tams udtalelse blev fremsat på regeringens daglige coronapressemøde i London lørdag.

Her kom det også frem, at antallet af registrerede døde med coronasmitte var faldet kraftigt i det seneste døgn i Storbritannien – til 346 dødsfald mod 626 det foregående døgn.

/ritzau/