Spaniens coronadødstal faldt lørdag til 178

Spaniens daglige dødstal i forbindelse med coronapandemien faldt lørdag til 178 fra 229 fredag, oplyser sundhedsministeriet i Madrid.

Dermed er det samlede dødstal steget til 26.478. Der er i alt registreret 223.578 coronatilfælde i landet.

Regeringen har iværksat en genåbning i fire trin. I første fase, som man er ved at tage hul på nu, må folk mødes med familie og venner i grupper på op til ti. Det gælder både ude og hjemme, hvis man følger regler om at holde afstand.

Madrid og Barcelona er undtaget, når Spanien tager hul på anden fase af genåbningen og gradvist lemper på de tiltag, der er indført for at begrænse coronavirus.

Det siger Fernando Simon, der leder det spanske sundhedsministeriums coronaindsats.

I anden fase får caféer, restauranter, kirker og lignende steder lov at åbne.

Siden den 2. maj har spanierne haft lov at gå ture og dyrke sport udendørs, men det sker på bestemte tider, alt efter hvilken alder man har.

De hårdest ramte regioner – der er i det, der betegnes som “fase nul” – må vente lidt endnu med at lempe yderligere på tiltagene.

Madrid og Catalonien, hvor Barcelona er hovedby, tegner sig tilsammen for halvdelen af smittetilfældene i Spanien.

/ritzau/Reuters