Mike Pences presserådgiver er testet positiv for coronavirus

Den amerikanske vicepræsident Mike Pences presserådgiver og hustru til en af præsident Donald Trump seniorrådgivere er testet positiv for coronavirus.

Det har skabt bekymring for, om virusset kan have spredt sig i Det Hvide Hus’ indercirkel.

Katie Miller er gift med immigrationsrådgiver i Det Hvide Hus og taleskribent Stephen Miller.

Præsident Donald Trump fik kendskab til Katie Millers diagnose under et møde med republikanske lovgivere fredag – dagen efter at Trumps coronavirustest var kommet tilbage negativ.

– Katie er blevet testet over lang tid, og så kom testen pludselig tilbage positiv i dag, siger Trump.

I samme ombæring understreger præsidenten, at han ikke har været i kontakt med hende, men at Katie Miller har tilbragt tid sammen med vicepræsident Mike Pence.

– Jeg kan forstå, at Mike er blevet testet, og at hans test kom tilbage negativ, siger Donald Trump.

/ritzau/Reuters