EU fejrer 70-årsdag for idéen til unionen på Europadag

Der bliver ingen fysiske debatter eller fødselsdagskage i anledningen af 70-årsdagen for idéen om det europæiske samarbejde, EU, på dette års Europadag på grund af coronapandemien.

I stedet opfordrer EU-institutionerne til, at europæerne lørdag sætter EU-flag i vinduerne eller tegner et flag og klistrer på ruden for at markere dagen.

Det bliver også muligt at deltage i virtuelle arrangementer gennem sociale medier.

Coronakrisen har også givet udfordringer i det europæiske samarbejde, men det gør det ekstra vigtigt at markere dette års Europadag, mener EU-institutionerne.

– Målet med europæisk solidaritet er vigtigere end nogensinde. Solidariteten blev sat på prøve i begyndelsen af krisen.

– Men så begyndte vi at dele og hjælpe hinanden. Denne solidaritet skal fortsætte, siger Ursula von der Leyen, som er formand for EU-Kommissionen.

Hvert år 9. maj er det Europadag, hvor EU fejrer det politiske samarbejde i Europa.

Det er denne dato, fordi den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, i 1950 fremlagde en idé til et nyt, politisk samarbejde i Europa.

Det blev starten på det EU, vi kender i dag. I 2020 fejrer EU altså en helt særlig Europadag.

I Danmark kører busserne hvert år med EU-flag den 9. maj, og normalt inviterer de danske afdelinger af EU-institutionerne til debatter og arrangementer på dagen.

Men på grund af coronakrisen inviteres EU-borgere til at deltage i en digital fejring: “Stay-at-home Europe Day”.

Her vil coronapandemien også være i centrum. De europæere som er i frontlinjen i kampen mod coronavirus skal hyldes.

Men fremtiden efter krisen skal også debatteres.

I anledningen af 70-årsdagen havde EU-institutionerne planlagt at åbne for besøg fra offentligheden.

Men da det ikke kan lade sig gøre, bliver det lørdag muligt at få en digital rundvisning i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

/ritzau/