Californien giver alle lov til at brevstemme til præsidentvalg

Som den første amerikanske delstat har Californien bestilt brevstemmer til alle registrerede vælgere til præsidentvalget i november. Det sker som et resultat af coronaviruspandemien.

Det oplyser guvernør Gavin Newsom på en pressekonference fredag.

Guvernøren vil give de omkring 20,6 millioner registrerede vælgere i delstaten muligheden for at undgå stemmeboksene, “hvor deres helbred kan være i fare”.

Flere delstater har gennemført primærvalg udelukkende via brevstemmer. Dog er Californien den første delstat, som har bestilt brevstemmesedler til samtlige vælgere til præsidentvalget.

Fortalere for stemmerettigheder og folkesundhed har opfordret til at udbrede brevstemmesedler til hele landet forud for præsidentvalget. Men mange republikanere, herunder præsident Donald Trump, har imidlertid hævdet, at brevstemmer øger risikoen for valgsvindel.

Valgeksperter siger dog, at der ikke findes beviser for øget snyd ved brug af brevstemmer, da valgsvindel i USA generelt er på et ekstremt lavt niveau.

/ritzau/dpa