Brasilien sætter dyster rekord med 751 døde på et døgn

Brasilien har det seneste døgn registreret 751 nye dødsfald relateret til coronavirus og 10.222 nye smittetilfælde.

Det oplyser sundhedsministeriet fredag.

Dermed sætter landet en dyster rekord med flest antal døde på et døgn. Hidtil var flest døde onsdag, hvor 615 mennesker mistede livet til virusset.

I alt er 145.328 mennesker i Brasilien bekræftet smittet med coronavirus, mens 9897 er døde.

Det gør Brasilien til det hårdest ramte land i Latinamerika.

Allerede tidligere på ugen advarede landets sundhedsminister, Nelson Teich, om, at tallene de kommende dage kan stige yderligere, da der er over 100.000 test, der ikke er registreret i den nationale database.

De høje tal har desuden fået sundhedsministeren til at lufte muligheden for en total nedlukning af hårdt ramte områder.

En nedlukning er allerede blevet implementeret i den nordøstlige by São Luis – foreløbigt frem til 14. maj. Nedlukningen berører 1,3 millioner indbyggere, som ikke må gå ud, medmindre de skal købe mad eller til lægen.

En anden storby, Fortaleza, har fulgt trop og lukkede ned i 20 dage fra fredag.

Med nedlukningerne har guvernørerne og byerne trodset præsident Jair Bolsonaro, der er modstander af disse skrappe restriktioner.

Bolsonaro har gentagne gange nedtonet truslen fra coronavirusset, som han har kaldt “en lille influenza”, og han har blandt andet holdt store vælgermøder på trods af virusudbruddet.

Bolsonaro har desuden deltaget i en demonstration mod bliv-hjemme-ordrer i landets hovedstad, Brasília.

I sidste måned fyrede Bolsonaro sin sundhedsminister, Luiz Henrique Mandetta, der var uenig i hans coronastrategi. I stedet blev Nelson Teich sat ind.

/ritzau/Reuters