WHO: 190.000 risikerer at dø med coronavirus i Afrika

Verdenssundhedsorganisationen WHO advarer ifølge BBC om, at 190.000 mennesker i Afrika kan dø i forbindelse med coronapandemien inden for et år.

En ny forskningsrapport advarer også om et nyt længere coronaudbrud over nogle år.

– Formentligt vil der komme særligt hårdt ramte områder forskellige steder på kontinentet, siger lederen af WHO’s afdelinger for Afrika, Matshidiso Moeti, ifølge BBC.

Eksperter i WHO siger, at en sådan udvikling med langsommere og mere tilfældig udbredelse af coronasmitte vil være speciel for Afrika.

Udviklingen vil også blive præget af faktorer, såsom at kontinentets befolkning er ung, og derfor har en lavere dødsrater.

WHO’s advarsel kommer på et tidspunkt, hvor Afrikas mest befolkningsrige land, Nigeria, samt Sydafrika og flere andre lande har lempet på deres foranstaltninger mod smittefaren.

Nye data, som er indsamlet af den britiske regering, og som blev offentliggjort i London tidligere på ugen, tyder på, at sorte mennesker har en langt større risiko for at dø med coronavirus end hvide. Andre etniske mindretal er også hårdere ramt.

Det beretter nyhedsbureauet AFP.

Tal fra Storbritanniens statistiske departement viser, at sorte og folk fra blandt andet Indien og Bangladesh er i en markant større risikogruppe end hvide for at dø af Covid-19.

Den Nationale Statistiks departement i London siger, at dette gælder selv, når man justerer for forskellige socioøkonomiske forskelle i livsforhold.

– Risikoen for at dø i forbindelse med Covid-19 blandt visse etniske grupper – heriblandt bangladeshere, pakistanere og indere – er markant større end blandt hvide, hedder det ifølge AFP.

Selv med hensyntagen til forskellige socioøkonomiske faktorer har sorte mænd ifølge de britiske data 4,2 gange større risiko for at dø af Covid-19 end hvide. For sorte kvinder er risikoen 4,3 gange større end hos hvide kvinder.

Tal fra USA har tidligere vist, at det er mere sandsynligt, at afroamerikanere dør af sygdommen end hvide.

/ritzau/