Rekord stort jobtab i USA: Over 20 millioner job forsvandt

– Vi har aldrig tidligere i amerikansk historie set et så voldsomt fald i beskæftigelsen på blot én måned.

Sådan skriver cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer i en kommentar til de amerikanske jobtal for april, hvor coronapandemien har sat sit markante aftryk på beskæftigelsen i USA.

Beskæftigelsen uden for landbruget i USA faldt med 20,5 millioner job, viser det såkaldt kongetal fra arbejdsministeriet i Washington. Dermed er arbejdsløshedsprocenten banken op fra 4,4 procent til 14,7 procent i april.

Tallet viser, hvor mange job – uden for landbruget – der blev skabt eller tabt i USA i den foregående måned. Det er en strømpil for verdensøkonomien, og derfor får tallet stor opmærksomhed blandt økonomer.

– Et helt årtis jobfremgang er skyllet ud i kloakken, lyder det blandt andet fra cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.

Samme dystre melding kommer fra cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen, som kaldet det “den værste jobrapport nogensinde”.

– Det er med afstand den værste jobrapport i amerikansk historie. Beskæftigelsen falder hurtigere end nogensinde før, og ledigheden skyder i vejret med ekspresfart.

– Jobtabet i april er mere end dobbelt så stort, som under de to år finanskrisen stod på, siger Allan Sørensen i en kommentar.

Under finanskrisen faldt beskæftigelsen med 8,7 millioner fra februar 2008 til februar 2010.

/ritzau/