Norsk højesteret slår fast: Drabssigtet milliardær skal løslades

Den 70-årige norske milliardær Tom Hagen skal løslades. Det har Norges højesteret afgjort fredag eftermiddag, oplyser hans advokat, Svein Holden.

Tom Hagen er fortsat sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt sporløst i oktober 2018.

Med beslutningen om at løslade milliardæren har højesteret stadfæstet den afgørelse, som landsretten traf torsdag.

Landsretten fandt ikke, at beviserne var tunge nok til fortsat at tilbageholde ham.

Men anklagemyndigheden kærede afgørelsen om løsladelse til højesteret, som altså nu har taget stilling i spørgsmålet.

70-årige Tom Hagen, der er en af Norges rigeste mænd, blev anholdt den 28. april. Dagen efter blev han sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru og varetægtsfængslet i fire uger.

Tom Hagen har erklæret sig uskyldig og var uforstående over for sigtelsen. Han har sagt, at han ikke har noget at gøre med sin hustrus forsvinden.

Politiet har ifølge loven mulighed for at anholde Tom Hagen igen, efter at han bliver løsladt. Men hans advokat siger, at han ikke har kendskab til, at politiet skulle have planer om det.

– Jeg er ikke så optaget af den hypotetiske mulighed for, at det sker. Om meget kort tid er vi på vej væk herfra, siger han til journalister uden for retsbygningen.

Torsdag aften anholdt norsk politi en anden mand i sagen.

Tom Hagen kender endnu ikke til denne anholdelse, sagde hans advokat fredag inden løsladelsen.

– Han sidder i isolation med brev- og besøgsforbud, og det indebærer, at vi ikke kan gøre ham bekendt med den slags ting. Så han ved det ikke, sagde Svein Holden.

/ritzau/NTB