Norsk højesteret løslader drabssigtet milliardær

Den 70-årige norske milliardær Tom Hagen skal løslades. Det har Norges højesteret afgjort fredag eftermiddag, oplyser hans advokat, Svein Holden.

Tom Hagen er sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt sporløst i oktober 2018.

Med beslutningen om at løslade milliardæren har højesteret stadfæstet den afgørelse, som landsretten traf torsdag.

Landsretten fandt ikke, at beviserne var tunge nok til fortsat at tilbageholde ham.

Men anklagemyndigheden kærede afgørelsen om løsladelse til højesteret, som altså nu har taget stilling i spørgsmålet.

/ritzau/NTB