Rapport: Australsk kardinal kendte til overgreb på børn

Den australske kardinal George Pell kendte til præsters sexovergreb på børn allerede i 1970’erne, men gjorde intet ved det. Dette dokumenteres i en opsigtsvækkende rapport fra en undersøgelseskommission.

George Pell var i 1996 ærkebiskop i Melbourne. Siden steg han i graderne og endte med at være en af de mest betroede medarbejdere i Vatikanet, hvor han fungerede som pavens finansminister.

De nye oplysninger om Pell kommer fra Australiens kongelige undersøgelseskommission, som indstillede efterforskningen af pædofile præsters sexovergreb i 2017. Men en række detaljer er først kommet frem nu.

Kardinal Pell afviser beskyldningerne, og han siger, at der ikke er beviser, der understøtter dem.

Den australske kardinal forlod for en måned siden Barwon Prison i delstaten Victoria, hvor han havde siddet fængslet i mere end 400 dage, efter at han blev dømt for sexmisbrug i 2018.

Men den 78-årige kardinal blev i marts frifundet i sagen om et overgreb i 1996 af de syv dommere ved Australiens højesteret i Brisbane.

Men nærlæsninger af mere end 100 sider om Pells handlinger har ifølge undersøgelseskommissionen vist, at kardinalen kendte til pædofiles præsters gøren og laden meget tidligt i sin karriere og senere, da han steg i graderne.

Det understreges især, at kardinalens udsagn om, at han ikke kendte til sin tidligere kollega Gerard Ridsdales handlinger ikke står til troende.

Ridsdale sidder fængslet for hundredvis af sexovergreb mod børn og anses for at være den værste af dømte pædofile præster i Australien.

– Vi finder det dokumenteret, at Pell i 1973 ikke blot var vidende om præsters sexovergreb på børn, men også tog stilling til måder, hvorpå man kunne undgå, at der blev snakket eller sladret om det, skriver undersøgelseskommissionen i rapporten.

/ritzau/AFP