Over 3000 er nu døde med coronavirus i Sverige

99 er registreret døde med coronavirus i det seneste døgn i Sverige.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten. Dødstallet er nu på 3040.

De opdaterede tal viser, at i alt 24.623 er bekræftet smittet med coronavirus i Sverige.

1645 personer får eller har fået intensiv behandling på landets hospitaler. Det oplyser Anders Tegnell, statsepidemiolog ved Folkhälsomyndigheten.

Sverige har langt flere rapporterede dødsfald med coronasmittede end de andre lande i Norden – herunder Danmark.

Sverige har dog rundt regnet dobbelt så mange indbyggere som Danmark, men hvis man tager højde for det, har Sverige også langt flere dødsfald.

Målt på 100.000 indbyggere har Sverige 29,7 dødsfald. Til sammenligning er 514 coronasmittede personer blevet bekræftet døde i Danmark. Det svarer til 8,9 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Sverige har valgt en noget mindre restriktiv tilgang til coronavirusset end mange andre lande – herunder også Danmark.

Hverken skoler, restauranter eller barer har været tvunget til at lukke i forbindelse med coronakrisen.

I slutningen af april indførte Sverige dog skærpet kontrol med udskænkningssteder for at mindske smittespredning.

87 procent af alle dødsfaldene i Sverige er personer over 70 år, viser tal fra Folkhälsomyndigheten.

Særligt regionen omkring Stockholm har været hårdt ramt af coronavirus. Omkring 9000 af de 24.623 er registreret omkring den svenske hovedstad.

/ritzau/TT