Landsret vil løslade den norske milliardær Tom Hagen

Anklagemyndigheden kærer afgørelse om løsladelse af den drabssigtede milliardær Tom Hagen. Den norske milliardær forbliver fængslet, indtil højesteret har talt.

Den norske landsret ønsker torsdag at løslade Tom Hagen. Det oplyser hans advokat Svein Holden ifølge NRK.

Tom Hagen, der er en af Norges rigeste mænd, blev for godt en uge siden sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen. Hun forsvandt i oktober 2018.

Hagen erklærede sig uskyldig og var uforstående over for sigtelsen. Han siger, at han ikke har noget at gøre med sin hustrus forsvinden.

Siden anholdelsen i sidste uge har Hagens hjem været spærret af og politiet har foretaget omfattende undersøgelser.

Aftenposten skriver, at politiet har en video af en bil, der kører til ægteparrets s bolig, kort tid før hun forsvandt. Denne video anses for at være central i efterforskningen.

Det oplyser kilder tæt på efterforskningsledelsen i Øst politidistrikt til Aftenposten.

Ifølge avisen viser videoen, at bilen kører på en gangsti til bagsiden af Hagens bolig i Sloraveien i Lørenskog. Observationen af bilen skal være gjort klokken 9.05 på formiddagen 31. oktober 2018.

Ifølge Dagbladet var der fem politibiler ved Hagens hytte på Kvittfjell torsdag middag, hvor der blev foretaget 3-D-skanninger.

/ritzau/NTB