EU-topmøde giver Vestbalkan stille håb om optagelse i EU

Landene på Vestbalkan som Serbien, Montenegro og Albanien hører hjemme i EU, men landene skal fortsat fokusere på at levere reformer, så de lever op til EU-værdier og -principper, hvis de skal optages i EU.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter videotopmøde mellem EU-landene og de seks lande på Vestbalkan onsdag.

– Vestbalkan hører hjemme i EU. Det er der ingen tvivl om for os.

– Vi vil gerne have det vestlige Balkan tættere på os. Men de skal levere på reformer. Det er især kampen mod korruption og styrkelse af menneskerettighederne. Men den frie presse er også en hjørnesten i den europæiske dna, siger von der Leyen.

EU anerkender det arbejde, som landene har gjort allerede og giver sin “uforbeholdne støtte til det europæiske perspektiv for Vestbalkan”, fremgår det af erklæring.

EU-landene blev tidligere i år enige om at indlede optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien.

Men især for Albaniens vedkommende er der nogle punkter, som EU-landene dengang lagde vægt på i mødekonklusionerne, at der skulle ske fremskridt på. Det er blandt andet bekæmpelse af hård kriminalitet og korruption.

Serbien og Montenegro har allerede forhandlet i mange år om optag i unionen.

Men at man vil indlede forhandlinger betyder ikke, at et kandidatland også bliver optaget. En optagelsesproces kan tage mange år.

Topmødet mellem EU og det vestlige Balkan skulle oprindeligt have fundet sted i Zagreb i Kroatien fra 5. til 7. maj. Men det er coronapandemien kommet i vejen for.

I stedet blev det et kortere og digitalt møde onsdag. Her fyldte coronapandemien også meget.

Ursula von der Leyen utrykte taknemmelighed over Vestbalkans hjælp til EU under krisen.

– Der har været mange stærke tegn på solidaritet fra regionen. Albanien sendte læger til Italien for at hjælpe. Serbien og Montenegro hjalp med at flyve EU-borgere hjem, som var strandede, siger hun.

EU har mobiliseret en støttepakke til landene på Vestbalkan på 3,3 milliarder euro svarende til cirka 24,5 milliarder kroner til blandt andet styrkelse af sundhedsvæsenet og til udstyr, værnemidler, masker og respiratorer.

Men der er mere økonomisk hjælp på vej, siger von der Leyen.

– Når vi lægger krisen bag os, vil EU hjælpe Vestbalkan med en økonomi- og investeringsplan. Den vil blive præsenteret senere på året, fordi den er forbundet med EU’s budget, siger hun.

Desuden er landene på Vestbalkan også blevet inviteret til at blive en del af nogle EU-initiativer, som normalt kun er forbeholdt medlemslande.

Det indebærer blandt andet muligheden for at være med i en fælles indkøbsordning af værnemidler og medicinsk udstyr i EU.

Vestbalkan tæller landene Albanien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Nordmakedonien og Kosovo.

/ritzau/