Brasilien sætter trist coronarekord og overvejer nedlukning

Brasilien, et af verdens nye hotspots for coronavirus, har onsdag registreret et rekordstort antal nye smittetilfælde og dødsfald.

Således er der registreret 10.506 nye smittetilfælde og 615 coronarelaterede dødsfald de seneste 24 timer. Det melder landets sundhedsminister, Nelson Teich, natten til torsdag dansk tid.

Han advarer om, at tallene de kommende dage kan stige yderligere, da der er over 100.000 test, der ikke er registreret i den nationale database.

Natten til torsdag dansk tid har Brasilien registreret over 125.000 smittetilfælde og 8536 dødsfald med coronavirus, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Det har fået sundhedsministeren til at lufte muligheden for en total nedlukning af hårdt ramte områder.

Det indebærer blandt andet en nedlukning af storbyen Rio de Janeiro, hvor det fortsat er tilladt at bevæge sig frit rundt under visse restriktioner.

En total nedlukning er hidtil blevet implementeret i den nordøstlige by São Luis – foreløbigt til 14. maj. Nedlukningen berører 1,3 millioner indbyggere, som ikke må gå ud, medmindre de skal købe mad eller til lægen.

En anden storby, Fortaleza, følger trop og lukker ned i 20 dage fra på fredag.

Med nedlukningerne har guvernørerne og byerne trodset præsident Jair Bolsonaro, der er modstander af disse skrappe restriktioner.

Bolsonaro har gentagne gange nedtonet truslen fra coronavirusset, som han har kaldt “en lille influenza”, og har blandt andet holdt store vælgermøder på trods af virusudbruddet.

Bolsonaro har desuden deltaget i en demonstration mod bliv-hjemme-ordrer i landets hovedstad, Brasília.

I sidste måned fyrede Bolsonaro sin sundhedsminister, Luiz Henrique Mandetta, der var uenig i hans coronastrategi. I stedet blev Nelson Teich sat ind.

/ritzau/Reuters