Tyskland vil genåbne alle butikker med kundebegrænsning

Tysklands regering og delstater er enige om, at alle butikker kan genåbne under særlige betingelser.

Det viser et regeringsnotat onsdag morgen forud for et videomøde mellem kansler Angela Merkel og ministerpræsidenterne fra Tysklands 16 delstater.

En betingelse vil blandt andet være et maksimalt antal mennesker per etage i butikkerne, hedder det i notatet.

I samme notat står der, at det er op til hver enkelt delstat at træffe afgørelse om åbning af universiteter, restauranter, barer, hoteller og så videre.

Amatørsport og udendørstræning vil også blive tilladt igen under visse omstændigheder, står der videre i notatet.

Indtil nu har delstaterne åbnet i forskellige hastigheder.

For eksempel må man i Sachsen-Anhalt nu være fem personer samlet og ikke blot to som i resten af landet.

Bayern har også meldt ud, at det bliver tilladt med udendørsservering på restauranter og i ølhaver fra 18. maj og indendørs ugen efter.

Hoteller i den store, sydlige delstat vil desuden kunne lukke gæster ind fra 30. maj op til pinseweekenden.

I den nordøstlige delstat Mecklenburg-Vorpommern kan restauranter åbne allerede fra på lørdag og hoteller ugen efter.

Der håber man at få genoplivet den vigtige turismeindustri.

På onsdagens videomøde med regeringen og delstatscheferne er Slesvig-Holsten også på dagsordenen.

Grænsen til Danmark har været lukket for rejsende siden midten af marts, og man vil også her se på en eventuel genåbning.

Mandag åbnede museer, zoologiske haver og udstillinger over hele Tyskland, efter at coronaudbruddet tvang dem til at lukke.

Større arrangementer som koncerter og festivaler må vente. Der er forbud mod store sammenkomster frem til udgangen af august.

I forvejen er maratonløbet i Berlin og ølfestivalen Oktoberfest aflyst.

/ritzau/Reuters