Polen udskyder præsidentvalg 10. maj på grund af coronakrise

Indtil nu har der hersket stor usikkerhed om, hvad der skulle ske med Polens præsidentvalg, der var planlagt til at finde sted midt under coronakrisen 10. maj.

Men fire dage før den planlagte valgdato er der kommet en afklaring.

Således er landets regeringsparti, PiS, og dets koalitionspartner sent onsdag aften blevet enige om at udskyde søndagens valg til et senere tidspunkt, samt at valget skal afholdes via brevstemmer.

Det oplyser regeringskoalitionen i en erklæring ifølge nyhedsbureauet PAP.

Der bliver ikke oplyst nogen ny valgdato.

Udskydelsen kommer, dagen efter at senatet i Polen tirsdag afviste et forslag fra regeringen om at holde fast i datoen 10. maj, men i stedet så at afvikle valget via brevstemmer.

Valgdatoen er blevet et stort stridspunkt i Polen.

Oppositionen har krævet et normalt valg på den anden side af coronaepidemien.

Men det har regeringen hidtil nægtet. PiS har ønsket valget gennemført 10. maj eller med en meget kort forsinkelse. Regeringen har også foreslået en toårig forlængelse af præsident Andrzej Dudas embedsperiode.

Meningsmålinger viser, at Duda, som er allieret med PiS, står til en jordskredssejr ved et snarligt valg.

I Polen er brevstemmer kun tilladt i sjældne tilfælde, og oppositionen frygter, at ændringer i systemet så tæt på valgdatoen vil gøre det umuligt at sikre lige adgang til at stemme og mulighed for at overvåge processen.

PiS har tidligere signaleret, at partiet vil have udskudt valget til 17. eller 23. maj for bedre at kunne forberede sig på den nye stemmeform.

Det konservative regeringsparti har, siden det overtog magten i 2015, været kritiseret flere gange af EU for at afvige fra demokratiske principper i flere reformer af retssystemet.

I Polen er 733 mennesker døde som følge af coronavirus, mens knap 15.000 er bekræftet smittet. Det viser tal fra Johns Hopkins University.

/ritzau/Reuters