87 er døde med coronavirus i Sverige i det seneste døgn

87 er registreret døde med coronavirus i det seneste døgn i Sverige. Det oplyser nyhedsbureauet TT.

I alt 2941 personer er døde med virusset i landet.

Opdaterede tal viser, at i alt 23.918 personer på et tidspunkt siden udbruddet er bekræftet smittet med coronavirus i Sverige.

Sverige registrerede tirsdag 85 nye dødsfald.

Sverige har valgt en noget mindre restriktiv tilgang til coronavirusset end mange andre lande – herunder også Danmark. Hverken skoler, restauranter eller barer har været tvunget til at lukke i forbindelse med coronakrisen.

I slutningen af april indførte Sverige dog skærpet kontrol med udskænkningssteder for at mindske smittespredning.

Over halvdelen af de svenske coronadødsfald er indtruffet i Region Stockholm.

/ritzau/TT