USA og Storbritannien: Hackere spionerer under kamp mod corona

Hackere forsøger at trænge ind i computernetværk for hospitaler og videnskabelige institutioner, der deltager i arbejdet med at stoppe coronasmitte.

Der er tale om hackere med en stat i ryggen.

Det siger det britiske og det amerikanske agentur for cybersikkerhed, NCSC og CISA.

De siger, at hackerne “aktivt retter sig mod organisationer, der deltager i både nationalt og internationalt arbejde med Covid-19”.

Covid-19 er den sygdom, som coronavirus udløser.

Angrebene på hospitalerne og forskergruppers netværk udføres formentlig af hackerne for at “få fat i efterretninger om national og international sundhedspolitik og for at skaffe sig følsomme data om forskningen i Covid-19”, hedder det.

De to landes cyberagenturer siger ikke, hvilket eller hvilke lande, der er ansvarlige for it-angrebene.

Embedsmænd fra de to lande, der ønsker at være anonyme, siger, at det er en advarsel til hackere fra Kina og Iran. Men også til hackere med forbindelse til Rusland.

/ritzau/Reuters