Storbritannien har flest bekræftede coronadødsfald i Europa

Storbritannien er tirsdag blevet det land i Europa, der har registreret flest coronarelaterede dødsfald.

Over 30.000 personer er således bekræftet døde efter at være blevet smittet med coronavirus. Det viser officielle britiske tal.

Storbritanniens Nationale Statistikkontor oplyser tirsdag, at der frem til og med den 24. april har været 29.648 dødsfald i England og Wales, hvor Covid-19 har stået på dødsattesten.

Sammenlagt med dødsfald fra Skotland og Nordirland overstiger tallet 30.000.

Det er flere registrerede dødsfald end Italien, der var det første europæiske land, der blev hårdt ramt af coronavirusudbruddet.

Der er dog også forskel på, hvordan landene opgør coronadødstal.

/ritzau/Reuters