Spanske plejehjem er fortsat ramt hårdt af coronaudbrud

Mens Spanien så småt har taget hul på en delvis genåbning af samfundet, fortsætter coronavirus med at koste liv i det sydeuropæiske land.

Det seneste døgn er 185 coronasmittede personer således bekræftet døde. Det oplyser det spanske sundhedsministerium tirsdag formiddag.

Tallet stiger dermed en smule, efter at der både søndag og mandag blev meldt om 164 coronarelaterede dødsfald. De tal var de laveste i syv uger.

I alt er 25.613 personer bekræftet døde efter smitte i Spanien.

Særligt de spanske plejehjem har været hårdt ramt under udbruddet.

Sådan ser det fortsat ud, lyder det fra Læger uden Grænser, der er til stede på omkring 250 plejehjem i Spanien.

– I mange tilfælde har Læger uden Grænsers hold, der besøger hjemmene, fundet ekstremt alvorlige situationer på grund af den mangel på personale og den opgivelse og fortvivlelse, som mange hjem har lidt under næsten siden begyndelsen af pandemien.

– En af de helt store udfoldninger er mangel på udstyr og på personale. Mange er nemlig selv blevet syge, siger Luis Encinas, der er Læger uden Grænsers indsatsleder i Spanien, i en pressemeddelelse.

/ritzau/Reuters