Kinesiske aviser kalder USAs laboratorie-teori absurd

Kinesiske statsmedier langer hårdt ud efter USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, i kølvandet på amerikanske teorier om coronavirussets oprindelse.

Det skriver britiske BBC.

Både Pompeo og den amerikanske præsident, Donald Trump, har luftet muligheden for, at coronavirusset blev spredt fra et laboratorie i Wuhan.

Det får blandt andet kritik i den kinesiske avis Global Times, der hører under den statsejede kinesiske avis People’s Daily.

Avisen kalder teorien for “absurd” og for “fordrejet fakta”.

– Pompeo forsøger at slå to fluer med et smæk ved at spy med usandheder.

– For det første håber han på at hjælpe Trump med at blive genvalgt i november, og for det andet kan han ikke lide det socialistiske Kina og kan ikke acceptere dets succes, lyder det i Global Times ifølge BBC.

Kinas regering har ikke officielt kommenteret de amerikanske udmeldinger. De statsejede aviser giver dog ofte et indblik i regeringens tanker.

Pompeos udtalelser faldt søndag i et interview med ABC.

Her sagde han, at der er “enorme beviser” for, at coronavirusset brød ud på Wuhans Virologiske Institut. Laboratoriet arbejder med coronavirusser.

Men USA har “ingen beviser”, skriver People’s Daily.

/ritzau/