Billeder af enorme Hongkong-protester får Pulitzer-prisen

Nyhedsbureauet Reuters har modtaget Pulitzer-prisen for breaking news-billeder, der dokumenterer demonstrationerne i Hongkong.

Det fremgår af prisuddelingens hjemmeside mandag aften dansk tid. Pulitzer-prisen er USA’s vigtigste pris inden for journalistik.

Prisen til billederne fra Hongkong gives for “vidtrækkende og oplysende billeder af Hongkong, mens borgere protesterer over krænkelserne af frihedsrettigheder og forsvarer regionens autonomi”, står der.

Demonstrationerne var en af sidste års helt store historier i verden.

I løbet af sommeren begyndte hundredtusindvis af indbyggere at gå på gaden imod en lov, der kunne gøre det muligt at udlevere mistænkte til Kina.

Loven blev droppet i oktober. Men iklædt sorte T-shirts, gasmasker og paraplyer, der skulle forhindre ansigtsgenkendelse, fortsatte demonstranterne deres protester.

De krævede blandt andet, at alle anholdte demonstranter blev løsladt, og at borgerne fik flere demokratiske rettigheder.

I november spidsede situationen til på byens polytekniske universitet, hvor det kom til voldsomme sammenstød. Bevægelsen er dog siden ebbet noget ud.

/ritzau/