USA sejler første krigsskibe ind i Barentshavet i 35 år

For første gang siden midten af 1980’erne er amerikanske krigsskibe på havoverfladen mandag sejlet ind i Barentshavet øst for Norges nordligste punkt på fastlandet.

Det oplyser den amerikanske flåde i en pressemeddelelse.

Aktionen er opsigtsvækkende, fordi de tre amerikanske destroyere og et støtteskib dermed nærmer sig den russiske kyst og den store havn for den russiske nordflåde i Murmansk.

Formålet med missionen er ifølge chefen for amerikanernes 6th Fleet, admiral Lisa Franchetti, at udføre “maritime sikkerhedsopgaver”.

– Vi er optaget af at understøtte den regionale sikkerhed og stabilitet og samtidig opbygge tillid samt forstærke fundamentet for parathed i Arktis, siger hun i pressemeddelelsen.

En britisk fregat, HMS “Kent”, sejler også med de fire amerikanske krigsskibe.

De russiske myndigheder er på forhånd varskoet om “besøget i Barentshavet”, skriver den amerikanske flåde.

Ifølge den norskbaserede avis The Barents Observer har det russiske forsvarsministerium mandag udsendt en kort besked, hvoraf det fremgår, at Nordflåden “holder øje med” Nato-gruppen.

Og det kan man roligt regne med, at russerne gør, siger militærforsker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer.

– De kommer til at sende nogle skibe ud, der vil sejle helt tæt på de amerikanske skibe, og det vil helt sikkert blive en stor historie i de russiske medier, siger han.

Anders Puck Nielsen peger på, at noget lignende ofte sker i Sortehavet og Østersøen, hvor amerikanske destroyere også sejler tæt på russisk farvand, hvorefter russerne sender skibe ud.

– Men det opsigtsvækkende her er dels, at det er første gang i så lang tid, at amerikanerne sejler ind i Barentshavet, og dels at Barentshavet for russerne er nøglen til Atlanterhavet, siger han.

Nordflåden i Murmansk omfatter Ruslands frygtede flåde af atomubåde, og for at komme i spil i en eventuel konflikt med Vesten skal de sejle via Barentshavet og Norskehavet til Atlanterhavet.

Det gør de med jævne mellemrum – blandt andet i efteråret, da den norske efterretningstjeneste pludselig meldte om ti russiske ubåde i farvandet nordvest for den norske kyst.

Dette gjorde russerne ifølge Anders Puck Nielsen for at vise, at de kan.

Og det samme er ifølge forskeren det underliggende formål med det nuværende amerikanske og britiske “besøg”.

– Det er et led i det mere og mere intense magtspil, der er i Arktis, siger han.

/ritzau/