Sverige registrerer 90 nye coronadødsfald på et døgn

Sverige har det seneste døgn registreret 90 døde med coronavirus.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, mandag eftermiddag på sit daglige pressemøde.

Det er en væsentlig stigning i forhold til tallene lørdag og søndag, der lød på henholdsvis 16 og ti coronarelaterede dødsfald.

Tallene har under udbruddet generelt været markant lavere i weekenden i Sverige på grund af forsinkelser i rapporteringerne fra de svenske regioner.

I alt er 2769 personer døde med coronavirus i Sverige. Det svarer til cirka 27 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Til sammenligning er 493 coronasmittede bekræftet døde i Danmark. Det svarer til cirka 8,5 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Sverige har valgt en noget mindre restriktiv tilgang til coronavirusset end mange andre lande – herunder også Danmark.

Hverken skoler, restauranter eller barer været tvunget til at lukke i forbindelse med coronakrisen.

I slutningen af april indførte Sverige dog skærpet kontrol med udskænkningssteder for at mindske smittespredning.

22.721 mennesker er blevet bekræftet smittet med coronavirus i Sverige.

/ritzau/